Min far Arvid Heibergs historie om en klarinet.

Gennem min barndom have mor og jeg ofte drøftet muligheden af, at jeg lærte at spille violin. Violin var mit yndlingsinstrument og jeg mener at kunne huske at jeg har hørt Fritz Kreisler i Odd Fellow Palæet i begyndelsen af trediverne. Helt sikkert er det at mor og jeg var til en koncert derinde hvor vi hørte Nathan Nilstein, også Fini Henriques hørte vi.

Far hadede musik. Det går der en lille historie om. Året er 1910. Mor og far var just blevet forlovede og mor skulle præsentere ham i sin familie. Hos hendes onkel Olaf på Nørrevold var nogle jævnaldrende kusiner og fætre tilstede, men de anede ikke hvad du skulle tale med far om. Han virkede meget reserveret. Som en sidste udvej sagde en kusine - "interesserer De Dem for musik?" Far overvejede spørgsmålet lidt, så svarede han: "Mindre end intet." Det glemte mors familie ham aldrig. Imidlertid tror jeg ikke at han hørte musik som jeg gør det. Hans øre og hørenerve og hjerne opfattede musik som øredøvende uorganiseret støj og larm. Det mest almindelige svar på en forsigtig anmodning fra min side om anskaffelse af en lille, billig violin og måske en halv times undervisning i ny og næ, var at jeg måtte være meget bedre i skolen hvis han skulle financiere min spilleuddannelse. Færdig. Slut.

Da jeg var atten år kom jeg i lære som elektriker og fik en smule penge imellem hænderne. Jeg blev medlem af elektrikerforbundets lærlingeafdeling. De holdt kurser for nye medlemmer, hvor vi lærte mødeteknik og organisationsteknik. En dag var vi 5 eller 6 lærlinge der daskede omkring og ventede på at vores underviser skulle komme. Pludselig siger en af gutterne -" bag efter skal jeg til min spillelærer, jeg får undervisning i at spille på klarinet". Jeg spurgte ham om jeg måtte se den. Det måtte jeg gerne og han tog den frem. Jeg pillede ved den og syntes at den var skøn. Spil på den sagde jeg. Han tog den ud af etuiet og satte den sammen. Så spillede han "Stardust" stående henne ved vinduet som han kiggede ud af. Disse bløde vidunderlig toner, den skønne melodi, det betog mig helt. Efter mødet udfrittede jeg ham om hvordan man kom igang med at spille så vidunderligt. Han fortalte mig hvordan han havde gjort. Næste dag meddelte jeg mor at jeg agtede at købe en klarinet og få undervisning, men beroligede hende med at det ikke ville komme til at belaste familien økonom. Jeg ville være selvfinancierende. Klarinetbutikken lå på Gl. Kongevej, når man kommer indefra, lå den på venstre hånd. Lige efter Værnedamsvej. En lille butik, mod gaden et vindue og en dør. Væggene behængt med hylder med klarinetter og enkelte oboer. Ikke ret mange. Disken var en glasmontre, hvor der også lå enkelte instrumenter. Indehaveren var en ældre mand, instrumentmager, ikke musiker. Jeg satte ham ind i situationen. Han forstod med det samme og sagde, at jeg naturligvis kunne få en klarinet på afbetaling, sen symbolsk udbetaling og så 40,- kr. om måneden. Han ville også sælge mig et etui. Det fandt jeg helt overflødigt. Kunne jeg ikke bare have den i en mappe? han insisterede og jeg købte et ejendommelig, ligkisteformet etui. Det betød ikke så meget nu. Det ville jo blot forlænge afbetalingstiden med et par måneder. Jeg levede i nuet. Men hvad med at få lært at spille på den. Det så ikke ud som noget jeg selv kunne finde ud af. Han sagde: "Jeg kender en dygtig lærer, som er musiker i Tivoli om sommeren, men underviser om vinteren”. Han gav mig adressen og telefonnummeret. Efter at have aftalt tid, ringede jeg på hans dør. Han boede på Howitzvej, overfor brandstationen, i en stuelejlighed. Han var meget kraftig, næsten tyk. Ikke ret høj. Han modtog mig hjerteligt men undrede sig over mit køb. Det var jo en model, man for længst havde forladt. Der var kun en mulighed - mærket måtte være Buffet-Crampon, andet kunne man ikke spille på. Den måtte byttes omgående. Han ville ringe til den elendig klarinethandler og fortælle ham hvad han mente om ham og det instrument han havde solgt mig. Han måtte have haft en dårlig dag. Den klarinet jeg havde købt kunne end ikke bruges til at lære noderne med. Så skrev han op hvilken fransk klarinetskole jeg måtte købe. Han kunne simpelthen kun undervise efter den bestemte. Næste tirsdag kunne jeg så komme igen med disse to ting bragt i orden. Instrumentmanden forstod godt at den var helt gal og fandt en god fransk Buffet-Crampon klarinet frem, den var ganske vist noget dyrere, men hvad tænkte jeg, så længe lever jeg nok, at den bliver betalt. Dette var i sensommeren 1938. Jeg passede mit spil og øvede mig ganske flittigt og noderne fik jeg da også lært nogenlunde. Det hæmmede mig meget at jeg altid havde kunnet spille efter gehør. Dengang vedtog jeg at mine børn skulle lære noderne inden de fandt ud af gehørmetoden. Inden alt dette havde jeg jo spillet på fløjte, redekam, okarina og på talrige varianter af mundharmonikaer. Ved juletid kunne jeg så meget, at nogle af mine kammerater og jeg kunne spille sammen. Klaver, violin - sommetider to - og så min klarinet. Vi spillede ganske enkle stykker fra et hefte med øvelser og små sange af Heise og Weyse. Det var utroligt fornøjeligt og den bedste adspredelse jeg havde mødt. At det også var ganske gratis betød meget, når man kun havde sin lærlingeløn. Undervisning og sammen spil fortsatte til foråret 1940. Så skulle Hr. Jørgensen spille i Tivoli og da efteråret kom var enhver tanke om undervisning umulig.

Jeg var indkaldt til CB tjeneste, som foregik på de mest umulige tidspunkter af døgnet, der var mørklægning og der var spærretid. Det lod sig ikke gøre. Mine spillekammerater var blevet udlærte og kik på kurser, så også den aktivitet døde hen. klarinetten lå i en kommodeskuffe i mit værelse, Nansensgade 73, anden sal til højre. I februar 1943 flyttede jeg til Helsingør for at læse til højspændingsinstallatør. Jeg boede hos en af min fars tanter, i et lejet loftskammer, Flynderborgvej nr. 9. Klarinetten flyttede med og lå i sin særprægede kasse på den reolhylde, der var helt nede ved gulvet. I deprimerede stunder spillede jeg "Stardust". Da jeg var stukket af til Sverige og Gestapo rodede rundt i mit værelse, lod de klarinetten ligge og den lå der da jeg optrådte igen i juni 1945. Vi lejede en møbleret lejlighed i Helsingør, på kongevejen oppe ved Hollandske Mølle, 1945. Vi flyttede ind i august og hentede hvad der var i mit gamle værelse hos tanten. Klarinettens plads blev nu ovenpå et skab i vores soveværelse, indtil vi rejste til USA den 18. april 1946. Vi havde megen bagage med, men klarinetten blev opmagasineret hos min forældre i Frederiksborggade 44.

Da vi kom hjem fra USA flyttede vi ind hor Far og Mor, så først da vi havde købt et lille rækkehus i Søborg og flyttede derud fik klarinetten et nyt sted at være. Det var Kildebakkegårdsalle nr. 50, det næstsidste hus i en række på 6. Jeg tror nok at den lå på nederste hylde i min lille egetræsreol. Det var altså mellem 1948 og 1958. Dog mener jeg at kunne huske, at da vi fik en dejlig egetræskiste fra min kones hjem kom den ned at ligge der, måske de sidste 5 år. I den periode var der ikke tale om at spille på den. Jeg havde ikke tid og ingen at spille med. Vi flyttede i 1958 til en villa på Bispebjerg Parkalle nr.37. Der var et temmeligt stort loft, og der kom klarinetten til at tilbringe mange år i en stor flyttekasse. Der var kold om vinteren og varmt om sommeren, men altid ganske tørt. Da min svigermor døde og vi fik råd til at bygge, købte vi en grund i Lundtofte og byggede et stort etplans hus, som var færdigt i 1973. Vi flyttede ind og her var også et ganske rummeligt loft. Her stod så klarinetten i sin flyttekasse. Den 11. december 1978 flyttede vi og klarinetten til Højmosen 93 i Hørsholm. Det var et lidt mærkeligt hus - uden loft eller kælder. Mens vi boede der, lå den i den store tunge egetræskiste der stod i stuen. Den var i gode klimatiske forhold, om end der måske var lidt tørt. Omstændighederne tvang os til at flytte den 1.6.1980 til Nørre Søgade 13 A 1. th. Det var en almindelig lejlighed med pulterrum oppe undertaget, og i pulterrummet lå klarinetten i næsten to år. Men stadig, den lå tørt og godt i sit kistelignende etui, foret med rødt fløjl. Vi fik en større og bedre lejlighed og flyttede til Njalsgade 71, 1.tv. Det var den 1. marts 1982. Klarinetten flyttede naturligvis med, man skiller sig vil ikke af med en gammel ven i utide. I Njalsgade stod den ikke godt. Pulterrummet var i kælderen og min samvittighed havde det ikke så strålende. Der var koldt, meget mørkt og lidt fugtigt. På dette tidspunkt fik jeg en ide om at jeg måske hellere måtte sælge den. Jeg måtte erkende, at livet ikke varer evigt og at en gammel brugt klarinet måske var noget ejendommeligt noget at efterlade sig. Derfor tog jeg den ind til Arne Bruun-Rasmussen Auktioner for en vurdering. De studerede den længe og ønskede at sætte den til kr. 2500,-, hvis de skulle sælge den. Måske kunne den så indbringe kr.3000,-. Så gik jeg til en butik i St.Kongensgade, der handlede med blæseinstrumenter. De sagde, at de ville betale kr. 3000,- for den men at den var mere værd og at jeg skulle sælge den privat, så skulle prisen være kr.5000,-. Etuiet var værdiløst.

Pengene skulle jeg bruge til en ny båndoptager. Den jeg havde, var slidt op og kassabel. Mens jeg overvejede hvad jeg skulle gøre kom der en annonce i avisen, hvor Sothersby efterlyste musikinstrumenter til en auktion i London. Jeg opsøgte dem og de vurderede den til kr. 3000,- men ville ikke tage den da der var mange omkostninger på så lille en pris. Igen lå den ovenpå skabet og jeg var i vildrede med hvad der var den bedste løsning. Just på dette tidspunkt meldte min ældste datter sig som køber. Hun var nu, sagde hun, moden til at spille på en moden klarinet. Hun overtog den til kr. 3000,- men nægtede at anskaffe et nyt etui. Det må have været i 1987. Selv for jeg ud og købte verdens bedste og mest komplicerede dobbelte tape recorder som med den højeste ekvilibrisme, kan det hele, Den var en værdig afløser.