Af sygeplejerske Margrethe Heiberg, f. Kayser. Genskrevet, februar 2006 af Ruth Michaelsen.
Efter et ophold fornylig som patient på det ny amtssygehus i Glostrup er jeg blevet hårdt presset til at meddele nogle erindringer fra min elevtid på det gamle Frederiks Hospital, hvor jeg var elev fra 1905 og senere, efter endt uddannelse, assistent på stue FF på medicinsk afdeling A. Her var professor Chr. Gram chef.
Jeg var meget ung, ikke fyldt 20 år og den yngste på hospitalet, men der herskede et udemærket kammeratskab, og lige fra starten befandt jeg mig godt.
Værelset, hvor vi elever boede, var beliggende i stuen ud til baggården og med udsigt til lighuset, hestestalden og et skyllerum, hvor vi skyllede bækkener. Der boede vi fire elever. Stuen var delt med en spansk væg, men vi foretrak at lave dagligstue i den forreste afdeling og så have alle sengene på rad i den bageste del. I det forreste rum var der et indbygget skab, og den elev, der havde fået dette tildelt, var til vor ærgrelse slem til at lade skabsdøren stå på vid gab. Det gik, indtil hun en dag fandt én af sine store hatte fyldt med et dejligt kuld kattekillinger; katten var hoppet ind ad vinduet.
Jeg begyndte i midterpavillonen, hvor vi mødte kl. 5.30 om morgenen for at afløse en søvndrukken, tyk og usympatisk vågekone. Sygeplejerskerne var dengang endnu ikke begyndt at våge.
Vi sled så bravt i det i ca. 14 timer med én lille fritime midt på dagen, men vi var glade for vort arbejde og meget trætte om aftenen. Det siger dog sig selv at vi ikke havde kræfter til noget privatliv.
På stuerne var der nogle mægtige store kakkelove, ikke døgnbrændere, vi fyrede i dem dagen lang og måtte tænde op om morgnen, fordi ilden var gået ud i nattens løb. Foran kakkelovnen var der store zinkplader, som vi elever skulle pudse med pudsecreme, så de var strålende blanke. Bagefter dækkede vi dem til med aviser, mens vi fyrede op.
En skønne dag kom der så mange nye elever, at vi sygeplejersker også begyndte at våge. Vi vågede 14 nætter i træk fra kl. 20 aften til 8 morgen, og så fik vi en hel lang dag fri efter endt vagt. Jeg blev så begejstret ved tanken, at jeg satte mig på min cykel og kørte de 60-70 km hjem til min far umiddelbart efter nattevagten. Men det var ikke helt gennemtænkt og skete nok kun en enkelt ganng, for plejemor, frøken Lohse blev dybt forfærdet, da hun tilfældigt hørte det. Hun forbød mig simpelthen at cykle hjem alene.
På sommerdage hændte det, at vi efter nattevagterne cyklede ud i Dyrehaven forsynet med uldtæpper. Så lagde vi os på Eremitagesletten og sov under en tjørn. Når vi vågnede, kørte vi ned til stranden for at få os et bad før hjemturen. Vi turde imidlertid ikke komme ind på hospitalet fra Bredgadesiden, når vi kom hjem, så vi gik gennem Fødselsstiftelsen, som havde egen indgang fra Amaliegde. Jeg husker ikke, hvem der fandt på de ture, men vi var da gerne nogle stykker om det.
Det blev senere bestemt, at de unge elever skulle have et halvt års uddannelse på henholdsvis kirurgisk og medicinsk afdeling. Jeg kom på afdeling C hos professor Rovsing, og også dér faldt jeg godt til. Jeg fik et lille mørkt værelse bag ved apoteket. Det havde vinduesforhøjning, og nattevægteren vækkede mig ved at sætte en lille trappestige til vinduet og så dundre, til jeg svarede. Så skulle jeg igen vække eleverne, som sov i elevværelserne inden for mit værelse.
Midt på afdeling C var der til min store forundring et rigtigt WC og skyllerum med fliser. Da jeg spurgte, hvorfor der kun var det ene på hele hospitalet, fik jeg forklaringen: Når professor Bloch gik stuegang, skulle han benytte toilettet, når han kom dertil....og så kunne han naturligvis ikke benytte vore "lokummer".
Der var ikke varmtvandshaner på stuerne, men på kirurgisk afdeling vaskede vi elever de større forbindinger. Blandt patienterne var der bl.a.gamle "coxiter", som lå med dræn, og de blev skiftet daglig. Vi fik så udleveret to store spande og gik efter stuegang ned i den anden ende af baggården, hvor vi hentede kogende vand ved en hane. Det kunne være strengt at slæbe de fyldte spande op til køkkenet, hvor vi så vaskede de pusfyldte forbindinger, der slutteligt blev kogt på komfuret. Dette hørte dog kun kirurgisk afdeling til.
Vi supplerende kom også en måned på operationsstuen. Den var beliggende i midterpavillonen ud mod Amaliegade. Om søndagen blev operationsstuen brugt som kirke. Her holdt pastor Græsted gudstjeneste og jeg har af og til ledsaget patienter derop. En fastelavn fik afdeling C lov at arrangere karneval på operationsstuen og da jeg havde nattevagt på det tidspunkt, måtte jeg ikke klæde mig mere ud, end at jeg med kort varsel kunne hentes ned af den ekstravagt, der var engageret til hjælp. Jeg klædte mig så ud i kvindelig patienttøj, og da jeg ikke kunne danse, lånte jeg en klumpfodstøvle af en patient. Jeg morede mig dejligt.
De første tre måneder fik vi ikke løn, derefter fik vi 12 kr. om måneden det næste år. I sidste elevår fik vi 16 kr. pr. måned, og når vi var færdige 27 kr. Som oversygeplejerske fik man dog 37 kr. pr. måned, men så højt nåede jeg aldrig. Det var ganske vist andre tider, men lønnen var nu alligevel lille. Jeg brugte næsten tre måneders løn til en enkelt mørkeblå sergesdragt. Pensionsordning fandtes slet ikke.
Efter uddannelsen vendte jeg tilbage til min egen afdeling og til min egen stue - en mandestue med seks patienter. Når jeg tænker tillbage, synes jeg altid, at det var min egentlige sygeplejegerning, som faldt der, selv om den ikke var så lang.
Da vi var flyttet ud på det ny Rigshospitalet til de større forhold, fandt nemlig reservelægen og jeg ud af, at vi intereserde os for hinanden. Den sag kom nemt i orden, og et nyt afsnit af mit liv begyndte.
Trods det strenge rengøringsarbejde og den 14 timer lange arbejdsdag havde vi dog kræfter til at tage os af patienterne, også rent menneskeligt.
Da jeg fik min egen stue, fik jeg mit værelse i et lille aflukke i hjørnet af sygestuen hvor vi havde petroleumsovn til opvarmning. Blandt patienterne husker jeg en murerarbejdsmand, som havde nyrebetændelse. Hans kone og syv børn besøgte ham flittigt, men så blev det opdaget, at han også havde lungetuberkulose, og han måtte overflyttes til Øresundshospitalet. En dag fik jeg brev fra ham; han var meget langt nede, for han blev ved at have feber, nu bad han, om jeg ville besøge ham og medtage nogle tabletter, der kunne bringe feberen ned, så han kunne komme op og hjem. Jeg tog så ud for at besøge ham, dog uden tabletter, og for at formane ham til tålmodighed, men samme dag havde han bedt om at blive skrevet ud, så jeg var taget turen forgæves. Nogle måneder senere passerede jeg en byggeplads ude på Strandvejen. Dér gik han og arbejdede. Jeg stoppede op og talte med ham, og det syntes virkelig, som om han var bedre.
Lige uden for min dør lå i lang tid en stor rå kreaturhandler, han havde en frygtelig hjertelidelse (aortaudvidelse), og når anfaldene kom, holdt jeg ham i hånden, eller rettere han tog min hånd og knugede den. Når han fik anfald om natten, vågnede jeg, trak kjolen på og gik ud til ham, mens jeg sendte nattevagten op på kandidatgangen efter lægen. Vi havde nemlig ikke telefon, og vi sygeplejersker måtte ikke give indsprøjtninger, så der kunne gå en rum tid, før lindringen indtraf. Samme patient fik en dag et anfald af delirum tremens og ville springe ud på gulvet for at fange alle de små grise, der løb rundt under sengene, men også da blev han rolig, fordi jeg lovede at tage mig af dem. Jeg slap for at se ham dø. En dag, da jeg havde fri, var han gået bort, og jeg græd en stille tåre. Det var i det hele taget meget svært, når patienterne døde, det tog meget på os.
Jeg nøjedes ikke med arbejdet på min egen afdeling, men gik om aftenen ofte ned på skadestuen, dér skete gerne en masse. Jeg havde ligeledes forbindelser på Fødselsstiftelsen, og her overværede nogle af mine kammerater og jeg, siddende i mørket på det øverste trappetrin, at Leopold Meier tangforløste. Ja, jeg mener endogå derfra at have set ham gøre kejsersnit. Vi listede meget stille af, når professoren var færdig for ikke at blive opdaget og få ubehageligheder for vor videbegærlighed.
Jeg var med til at stifte Kristelig Forening for Sygeplejersker, jeg tror, jeg blev medlem nr. 27. Møderne blev holdt i Vendersgade, og her traf jeg komtesse Knuth, som var foreningens første formand.
Jeg ville gerne have drenge på min stue og havde det også for det meste. Jeg var gode venner med sygeplejersken, der visiterede. Når der var en ledig plads på min stue, kiggede jeg ind og bad hende finde en dreng til mig. En dag fortalte sygeplejersken mig , at nu var der lagt en dreng ind på min stue, han var ganske vist 16 år og havde gonorré! Han var dog en flink dreng, som betroede mig, at han havde hævet forlovelsen med "smittekilden".
På elevstuerne havde vi det altid fornøjeligt. Ved siden af os på elevgangen boede en assistent fra linnedmagasinet. Hun havde dårlige nerner, men elskede os unge, og vi sad ofte inde hos hende om aftenen og drak kaffe. En dag fortalte hun, at hun ikke kunne sove, fordi hun var hallucineret. Der kom en lille grå mand og satte sig på hendes seng, men det var kun, når hun var alene. Jeg tilbød så at sove inde hos hende, hentede en båre, som jeg stillede op og redte med mine egne sengeklæder, og der sov jeg gennem længere tid.